Nogle praktiske retningslinier om manuskripter til Månedsskriftet.
Nogle praktiske retningslinier om manuskripter til Månedsskriftet
Målgruppe
Månedsskriftet er først og fremmest et efteruddannelsesskrift for praktiserende læger, som herigennem holdes orienteret om udviklingen på hele det medicinske område, og altså også udviklingen i de forskellige organspecialer. Herudover tager Månedsskriftet sig mere dybdegående af udviklingen i og diskussionen af det almenmedicinske speciale. Månedsskriftet henvender sig primært til praktiserende læger, men det er redaktionens ambition at producere et alment orienterende tidsskrift, der kan inspirere alle læger. Samtidig glæder det os at mange sygeplejersker, socialrådgivere og studerende ved sundhedsuddannelserne læser bladet. Månedsskriftet udkommer i et oplag på ca. 6200. Det publiceres sideløbende dels som internetversion MPLE og dels på Månedsskriftets hjemmeside, hvor man kan finde de seneste numre.
Vi tilstræber, at artiklerne i Månedsskrift for Praktisk Lægegerning tager udgangspunkt i den praktiserende læges hverdag. Vi skal løbende bringe oversigter over den faglige status inden for alle væsentlige kliniske områder. Artiklerne kan omhandle teoretisk baggrund, men skal først og fremmest beskrive den praktisk kliniske anvendelse.
Redaktionen ønsker ofte en artikel, hvor graden af detaljering står i rimeligt forhold til den ikke specialkyndiges interesse og behov. Forfatterne skal have den praktiserende læge i tankerne, når de skriver.
Artiklen skal være nem at læse. Redaktionen ønsker en erfaren kollegas redegørelse for status fortalt i et levende sprog. Forfatteren må gerne præge artiklen med personlige erfaringer og vurderinger, og det letter ofte forståelsen med sygehistorier, fotos, kurver og illustrationer.
Redaktionen ser meget gerne artikler fra praktiserende læger, der omhandler den praktiserende læges hverdag, evt. i form af refleksioner og debatindlæg.
Månedsskriftet er normalt mindre egnet til originalundersøgelser, da artiklerne ikke bliver peer-reviewet, dvs. de bliver ikke gennemgået med henblik på holdbarheden af selve de videnskabelige resultater. Originalartikler henvises derfor til de dertil egnede tidsskrifter som f.eks. Ugeskrift for Læger eller internationale tidsskrifter.
På første side angives forfatterens navn, titel, arbejdsplads og private adresse. Også telefonnummer samt email til hjem og arbejde anføres. Der ønskes et forslag til en kort biografi, som redaktionen tillader sig at redigere og som trykkes på artiklens første side.
Det bør oplyses hvilken email adresse der ønskes anført ved artiklen.
Manuskriptet skal påføres sidetal og omfang skal angives i antal ord og tegn med mellemrum. Forfatterarket er side 1.
Der skal vedhæftes et billede af samtlige forfattere, da vi fra 2009 bringer forfatterbileder ved de enkelte artikler.
På første side anføres tillige forslag til 5 søgeord (keywords) der er dækkende for artiklens indhold.
Selve artiklen starter så på side 2 med artiklens titel. Artiklens titel er vigtig, så brug tid på at finde en kort, rammende og mundret overskrift til artiklen. Redaktionen tillader sig at komme med forslag til ændring af titlen og evtuelt bruge en forkortet udgave til Månedsskriftets forside. Brug eventuelt undertitel, som kan bruges i indholdsfortegnelsen og bringes over selve artiklen. Der skal ikke skrives abstrakt, redaktionen skriver selv en såkaldt "appetizer" og ej heller søgeord, i internet-udgaven MPLE kan der søges på alle ord i artiklen ved såkaldt fritekstsøgning.
Hvis emnet - f.eks. en sygdomsenhed - tillader det, kan artiklen opbygges på traditionel vis med afsnittene: Indledning, definition, forekomst, risikofaktorer, ætiologi, patofysiologi, klinik, behandling, prognose, komplikationer, profylakse, konklusion, litteratur.
Brug også lidt ekstra tid på fængende afsnitsoverskrifter. Overskrifterne giver overblik over artiklen og bruges yderligere til at søge med i internet-udgaven MPLE. Hvert afsnit bør være på højst 300 ord eller nærmere ca. 2.000 tegn.
Redaktionen lægger stor vægt på, at artiklen er så kortfattet som mulig. Teksten bør ikke samlet overstige 3.000 ord eller bedre 22.500 tegn. Redaktionen forbeholder sig altid ret til at foretage ændringer og forkortelser. Disse vil fremgå af den tilsendte korrektur.
Denne liste må maksimalt omfatte 15 henvisninger. Hvis forfatteren ønsker flere henvisninger, kan det løses ved, at kun de 15 vigtigste bringes i bladet og det anføres, at den fuldstændige litteraturliste kan findes i internetudgaven. Litteraturreferencerne skal opbygges efter Vancouver-reglerne. For detaljer henvises til Ugeskrift for Lægers manuskriptvejledning
En videnskabelig artikel i et tidsskrift anføres således:
Kofoed KF, Hove JD, Freiberg J et al. Variability of insulinstimulated myocardial glucose uptake in healthy elderly subjects. Eur J Nucl Med Mol Imaging 2002; 29:1600-7.
Et bogkapitel anføres således:
Cole TJ, Weight-stature indices to measure underweight, overweight, and obesity. I: Hines JH, red. Anthropometric assessment of nutritional status. New York: Wiley-Liss, 1991:83-111.
En internetreference anføres således:
www.ncbi.nlm.nih.gov/PubMed /jan.2005 (måned og år for søgningen skal anføres).
Månedsskriftet lægger vægt på at artiklerne er ledsaget af illustrationer og bringes med oversigtstabeller og bokse med resuméer af teksten. Illustrationer må gerne være i farver. Der skal af hensyn til den elektroniske udgave - altid henvises til illustrationer, tabeller og figurer i teksten. Og figurer og tabeller behøver blot at være skitserede på separate ark med angivelse af tabelværdierne. Lægeforeningens forlag og dets grafiske system klarer resten. Findes figurer elektronisk må de gerne medsendes på diskette eller pr. e-mail. Husk at indhente tilladelse til at bruge billeder, figurer mm.
Det ønskes tilkendegivet, om der kan være tale om interessekonflikter. Hvis en af forfatterne inden for de seneste fem år har haft økonomisk tilknytning til en virksomhed eller en organisation, som ville kunne tjene på offentliggørelsen af resultaterne af det aktuelle manuskript, skal det anføres. Er der intet anført, trykkes følgende: Økonomiske interessekonflikter: ingen angivet.
Her kan du hente en manuskriptskabelon som vil gøre arbejdet med artiklen lidt lettere.
Vi hjælper dig gerne med udformningen af artiklen. Husk at du kan søge PLU fonden om støtte til arbejdet med manuskriptet.
Copyright tilhører Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. Artiklerne må frit anvendes til uddannelsesmæssige formål med angivelse af kilde. Kommerciel udnyttelse af artikler kan finde sted med Månedsskriftets godkendelse.
Manuskriter sendes til hra@mpl.dk og vi kvitterer for modtagelsen og angiver et manuskriptnummer, der bedes benyttet ved efterfølgende korrespondance. Korrekturrettelser skrives på det prøvetryk af artiklen, forlaget sender inden publiceringen. Hvis der er behov for større ændringer, kan de gøres på tekstbehandlingen sammen med den øvrige korrektur. I så fald skal der indsendes et nyt revideret manus og et print af den nye tekst med markering af rettelserne.
Når du har indsendt dit manuskript vil du modtage en email eller et brev med besked om at artiklen er modtaget. Samtidig vil du få oplyst et artikelnummer, samt hvornår du kan forvente at få besked om, hvorvidt din artikel er accepteret.
Vi holder redaktionsmøde en gang om måneden, hvor vi behandler de indsendte manuskripter. Når en artikel er accepteret, færdiggøres den af den ansvarlige redaktør og sendes herefter til sætning på Lægeforeningens Forlag, hvorfra du vil modtage en korrektur. Når korrekturen er godkendt med eventuelle mindre rettelser, returneres den til Lægeforeningens Forlag og artiklen er herefter klar til publicering. Når din artikel udtages til publicering i et bestemt hæfte, vil du blive informeret ligesom du vil modtage et gratis eksemplar af hæftet når den er offentliggjort. Da vi har en beholdning af artikler, der er antaget, kan der gå op til et 1 år før din artikel publiceres.
Manuskripter honoreres med 400 kr. per side i bladet til dækning af direkte omkostninger til manuskriptets udarbejdelse, f.eks. til sekretærhjælp. En side svarer til ca. 400 ord eller halvanden manuskriptside. Honoraret er uafhængigt af forfatternes antal.