Vitamin D mangel
Omkring år 1900 havde mere end 80 % af børn i de industrialiserede byer i den vestlige verden rakitis. Rakitis er blevet meget sjælden i Europa og USA efter man erkendte, at sollys var den vigtigste kilde til D vitamin og efter tilsætning af D vitamin til mælk og andre fødevarer.
Det vurderes, at mindst 1 milliard mennesker på verdensplan har D vitamin mangel.
Hudpigmentering absorberer ultraviolet lys og reducerer D vitaminproduktionen. Det kan være et problem for sorte mennesker.
Mælk indeholder meget lidt D vitamin, og børn af kvinder med D vitaminmangel udvikler rakitis, hvis de kun får brystmælk. Omkring 1-5 % af børn med D vitaminmangel udvikler knogleforandringer som tegn på rakitis og 10-25 % af voksne med D vitaminmangel har symptomer på osteomalaci.
Vitamin D mangel fremkalder sekundær hyperparatyreoidisme og øger knoglenedbrydning ved at fremkalde osteopeni og osteoporose. Øget paratyreoidea hormon inducerer fosfaturi og hypofosfatæmi, som fremkalder defekt mineralisation (osteomalaci). Til forskel fra osteoporose, som ikke er ledsaget af smerter, giver rakitis og osteomalaci uspecifikke smerter i knogler og muskler samt muskelsvaghed.
D vitamin mangel kan give anledning til symptomer, som kan forveksles med fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og degenerativ artritis, og der kan fremkaldes osteoklastogenese, som kan se ud som isolerede lytiske forandringer i knoglerne. Det kan mistolkes som metastaser og som Paget’s knoglesygdom. Proksimal muskelsvaghed ses ofte ved D vitamin mangel og kan mistolkes som dissemineret sklerose eller amyotrofisk lateral sklerose.
Hvilke positive effekter har D vitamin?
D vitamin mangel er associeret med øget risiko for en række cancerformer. Indtagelse af 1.000 IU = 25 µg D vitamin om dagen reducerer risikoen for colorektal cancer og flere andre cancerformer med 30-50 %.
D vitaminmangel er også associeret med kardiovaskulære risikofaktorer og autoimmune sygdomme, infektioner og skizofreni.
Alle væv har D vitamin receptorer, og D vitamin kontrollerer direkte eller indirekte mere end 200 gener, som regulerer calcium og knoglemetabolisme, modulerer medfødt immunitet, kontrollerer produktion af insulin og renin, inducerer apoptose og inhiberer angiogenese.
Hud, hjerne, colon, brystkirtel og makrofager producerer 1,25-dihydroxy-vitamin D.
Hvordan diagnostiseres D vitaminmangel?
S-calcium og 1,25-dihydroxyvitamin D er normale. Man skal måle 25-hydroxyvitamin D.
Referentens kommentar:
Ifølge en statusartikel (Ugeskr Læger, 2005;167:895) betegnes 25-hydroxyvitamin D værdier under 50 nmol/ l som D-vitamin-insufficiens, mens værdier under 25 nmol/ l og 12,5 nmol/ l betegnes henholdsvis deficiens og svær deficiens.
D vitaminforgiftning forekommer ekstremt sjældent. Koncentrationer af 25-hydroxyvitamin D på 75-150 nmol/l angives som optimale. Forgiftning findes ved >375 nmol/l.
Personer med D vitaminmangel har ingen tydelige symptomer før tilstanden fremkalder osteomalaci, som ofte mistolkes som fibromyalgi. Mange læger er ikke opmærksomme på problemet.
Sundhedsmyndigheder må give fornuftige råd om soleksposition især til etniske minoriteter.
USA, Canada, Sverige og Finland tilsætter D vitamin til mælk. Også andre fødevarer kan med fordel tilsættes D vitamin.
Referentens kommentar:
Artiklen omtaler stort set ikke effekten af solbadning. Det er tankevækkende, at mange læger advarer mod solbadning af frygt for hudcancer, mens andre anbefaler solbadning som et glimrende middel til at undgå vitamin D mangel og dermed mindske risikoen for en række cancerformer.
Dato
2008-08-18
Forfatter
Michael F Holick
Kilde
BMJ 2008;336:1371-4.
Evt. link til kildetekst
Referent
Niels Heebøll-Nielsen