Undervisning i Alexanderteknik har signifikant effekt på kronisk lænderygbesvær.
24 individuelle lektioner i Alexanderteknik, der går ud på at lære gode kropsholdning og undgå dårlige vaner, giver vedvarende smertelindring og øget funktionsniveau for patienter med kroniske eller kronisk tilbagevendende lænderygsmerter sammenlignet med ”vanlig behandling” – massage havde kun beskeden og kortvarig effekt.
I denne randomiserede kontrollerede undersøgelse af Poul Little et al. deltog patienter, fra 64 almene praksis i det sydvestlige England, der gennem de sidste 4 år havde henvendt sig med kroniske eller tilbagevendende lænderygsmerter.
579 patienter blev randomiseret til en af 8 grupper: ”Vanlig behandling”, Massage, 6- og 24 lektioner i Alexandeteknik, alle opdelt i en gruppe med- og en uden råd om at lave rygstyrkende træning. Gruppen med ”vanlig behandling” uden styrketræning fungerede som kontrolgruppe. Ved den indledende konsultation udfyldte patienterne et Roland-Morris Disability Questionaire (indeholdende 18 spørgsmål om funktionsniveau - mere end 40 % bekræftende svar regnes for svære rygproblemer). Populationen havde gennemsnitlig 243 dage med smerter i året inden undersøgelsen.
Opfølgende blev der udsendt spørgeskemaer efter 3 måneder og 12 måneder og non-respondere blev kontaktet på telefon. Primære effektmål var ændringer i Roland-score samt antal dage med rygsmerter de foregående 4 uger, et år efter randomiseringen. Et uddrag af resultaterne se i nedenstående skema.
Der var kun en insignifikant lille ændring i kontrolgruppen efter et år.
Effekten af 24 lektioner i Alexanderteknik var større efter 1 år end efter 3 måneder (42 % reduktion i Roland disabilityscore og 86 % reduktion i antal smertedage i de foregående 4 uger). 24 timers Alexanderteknik havde ligeledes en signifikant effekt på en række sekundære effektparametre. 6 timers Alexanderteknik kombineret med styrketræning havde signifikant og næsten lige så god effekt som 24 lektioner alene (72 % effektivt) og styrketræning alene havde en signifikant, men noget mindre effekt. Massage gav umiddelbart smertelindring og øget velvære, men havde kun lille vedvarende effekt på antal smertedage.
Referentens kommentar: Det er glædeligt at der kan vises signifikant og klinisk relevant effekt af en teknik, der giver indflydelse og ansvar til patienten selv. Spørgsmålet er om andre rygskoler – f.eks McKenzie, Pilates o.a. – udviser samme signifikans?
I Danmark koster én Alexandertekniktime 3-400 kr.
Dato
2008-10-06
Forfatter
Kilde
BMJ,2008;337:438-41
Evt. link til kildetekst
Referent
Benny ehrenreich