Lægestafetten – en sygdom i behandlersystemet

En psykiater med erfaring fra stressbehandlingen har i et indlæg i Läkartidningen påpeget, at et stigende problem i det svenske sundhedsvæsen er, at ønsket om at rationalisere og effektivisere har medført kvalitativt dårligere funktion af selv samme sundhedsvæsen. Det, der på papiret ser ud som en smart bortrationalisering af unødige resurser, kan medføre at tre vigtige elementer i håndteringen bliver lidende: informationshåndteringen, kundskabsudviklingen og patienternes tillid. Alle tre elementer fordrer, at der er kontinuitet. Rationaliseringsbestræbelserne medfører en fraktionering af udrednings- og behandlingsprocessen, og i denne kæde af behandlere som overtager stafetten – ansvaret for patienten - går vigtig og nuanceret information tabt, det er ikke muligt at overføre alle relevante iagttagelser om patienten. Opsplittede behandlerteams får sjældent mulighed for at lære af egne erfaringer, idet de mister muligheden for opfølgning. Og manglende kendskab og kontinuitet med patienten leder til udtynding i det mellemmenneskelige indhold. Problemet for de behandlende læger og sygeplejersker i et afløsersystem er, at de efterhånden kommer til at føle sig tilfældige og uden berøring med de mennesker de har med at gøre. Det medfører alvorlige stressreaktioner, og psykiateren hævder, at han ser det i stigende omfang. Den nævnte type problemer synes at sætte sig dybere spor end når man føler, at tempoet er for højt eller arbejdstiden for lang. Det, som har været en stolt behandlerkultur, er ved at mistes i jagten på omkostninger. Det er en formentlig ikke-tilsigtet effekt, at magiske bestanddele i patientbehandlingen går tabt – omtanke, omsorg og ansvar.

Dato
2010-02-15
Forfatter
Wallin L
Kilde
Läkartidningen 2009; 106:3021-3022
Evt. link til kildetekst
Referent
Sybille Bojlén
 
Søg efter nyhed