Private walk-in centre ved stationer – fungerer de?

I 2000 introducerede man i England 40 sygeplejerske-bemandede walk-in centre for at bedre tilgængeligheden. Den første evaluering pegede på større patienttilfredshed, men omkostningerne var høje. I 2004 blev antallet af walk-in centre udvidet, og man fandt på at placere dem ved fx togstationer. I et pilotforsøg blev 7 sådanne pendlercentre finansieret i en periode på 5 år. Disse adskiller sig fra øvrige walk-in centre ved at være private, ved at også have lægebemanding og ved kun at have åbent til kl 19. De henvender sig navnligt til pendlere, men lokale borgere kan også anvende dem. Forskergruppen, som ville se på det fulde billede af aktiviteterne, havde dog problemer med at opnå indblik i fx de indgåede kontraktlige forpligtelser, ligeledes var det ikke muligt at få oplysninger om antallet af behandlede patienter eller om de reeelle omkostninger. Dette skete under henvisning til retten til kommerciel fortrolighed. Man anvendte derfor flere metoder til at indkredse svar på forskningsspørgsmålene. Spørgeskemadata indhentedes på 1828 brugere, dybdeinterviews med 28 brugere, interviews med de tilstedeværende managers samt økonomiske estimater og aktivitetsestimater på baggrund heraf. De dage man foretog brugersurveys var antallet af patienter de pågældende steder mellem 33 og 101 dagligt, betragteligt lavere end planlæggernes forudsete antal på 150-180 patienter. Ca to tredjedele af patienterne var pendlere og 61% arbejdede i området. Flertallet af patienterne var under 45 år, kun ganske få var mere end 65 år. Dette stemte godt overens med at centrenes marketing rettede sig mod studerende og det, som forskerne kaldte ”bekymrede raske”. Konklusionen på undersøgelsen, som dog af konfidentialitetshensyn må basere sig på estimater på centrale områder er, at de vurderede centre har lav aktivitet og høj pris. Kontrakten for de 7 pendlercentre i de fem år lyder på 50 mio pund. Det offentliges omkostning pr walk-in konsultation skønnes mellem 52 og 150 pund baseret på den begrænsede aktivitet og de tilgængelige prisdata. I en ledsagende leder om vilkårene for vurdering af ”value for money”, når det gælder private aktører i sundhedsvæsenet peger skribenterne på, at det er uacceptabelt, at en offentligt finansieret aktivitet er utilgængelig hvad angår analyse af performance, effektivitet og samfundsudbytte. Denne undersøgelse, som tyder på, at det offentlige overfinancierer en aktivitet dobbelt, må følges op af et krav om større offentlig gennemsigtighed. I et sammenhængende sundhedsvæsen er der brug for at placere pengene hvor behovet er. Markedsmodellens informationssymmetri torpederer en god monitorering af den bestræbelse.