Hvad med konteksten i konsultationen?

Patienten ser sin praktiserende læge i mange af livets faser: med det nyfødte barn, med sportsskader, med influenza, med problemer i ægteskabet, med stress, hernier, gastrit, depressioner, blødningsforstyrrelser og når pårørende bliver syge eller dør. I et flerårigt forløb akkumuleres informationer og gensidigt kendskab, og der opbygges en tillid parterne imellem, som er den sociale kapital, der kan trækkes på i tilspidsede helbredssituationer. Samtidig kan kendskabet betyde, at de praktiserende læger tidligt kan blive opmærksomme på ændringer i deres patienters helbred. I en artikel nævnes to projekter fra Holland og Belgien, hvor læger og lokale frivillige samarbejder om at skabe hjælp til patienter med særligt behov. Det drejer sig dels om kvinder med meget hyppige lægekontakter som følge af psykiske problemer samt om børn med tiltagende vægt som følge af nedsat fysisk aktivitet. Forfatterne interesserer sig for, hvordan man ville kunne udforske det felt hvori man medvirker til at gøre en forskel for patienter med et psyko-/socialt problemfelt. De foreslår et begreb ”kontekstuel evidens”. Her skal man forsøge at indfange betydningen af sociale og omstændighedsrelaterede faktorer for helbred og effekt af indsats. I et eksperimentelt design med benævnelsen CIT (community intervention trial) kan man inddrage tværsektoriel viden med anvendelse af både kvalitative og kvantitative data, erfaringsudveksling og eksperimenter. Der er lang vej til mål, men forfatterne er overbeviste om, at den ”kontekstuelle evidens” må inddrages for at kunne beskrive den usynlige, men yderst betydningsfulde ekstra faktor i patientomgangen.