Telefonkonsultationer sammenlignet med klinikkonsultationer

I en kvalitativ undersøgelse af 18 læger og 65 patienters konsultationsforløb i henholdsvis telefon og i klinikken fremgår det, at telefonkonsultationerne er kortere og typisk fokuserer på kun ét problem. I bestræbelserne på at forbedre tilgængeligheden har man diskuteret en øget anvendelse af telefonkonsultationer som et af midlerne. I denne undersøgelse var man interesseret i at studere kvalitets- og sikkerhedsaspekter, og metoden var konversationsanalyse af de båndede samtaleudskrifter, n=123 ialt. Analysen viste, at lægerne anvendte stort set de samme kommunikationsteknikker i både telefon- og klinikkonsultation. Der var dog i telefonen sjældent tillægsspørgsmål af mere generel art til patienten, som kunne åbne for et helhedsbillede. I telefonen var både patient og læge tydeligt indstillet på, at berøre problemet både kortfattet og fokuseret, mens både læge og patient i selve konsultationen var tilbøjelige til at berøre flere problematikker og komme rundt om patientens samlede situation. Ud fra et sikkerhedsaspekt kunne man konstatere, at lægernes udspørgen om symptomer var mere flygtig i telefonen, ligesom sikkerheden i konsultationssituationen er højere, fordi lægen baserer sine beslutninger på både aktiv udspørgen og undersøgelse. Som bifund så man, at hovedparten af telefonkonsultationerne drejede sig om nye symptomer, og det resulterede ofte i at patienten måtte ses i konsultationen. Telefonkonsultationerne kan således næppe erstatte ansigt-til-ansigtkonsultationen i særlig høj grad og bliver dermed ikke i sig selv tidsbesparende. Som kuriosum nævnes, at den tredje eller fjerde problemstilling rejst i en konsultation ikke i samme grad vækker lægens parathed til at spørge ind til problemet som de første et eller to problemstillinger. Multiproblemkonsultationen bør måske også blive genstand for videre udforskning.