Lipidprofilen påvirkes af tilsat sukker i kosten

Der er sammenhæng mellem indtaget af “tilsat sukker” (sucrose) og blodets lipidprofil. Jo større indtag af sukker, des lavere HDL-niveau og des højere indhold af triglycerid. Undersøgelsen er foretaget af forskere fra det amerikanske Nutrition and Health Science Program. Efter eksklusion af gravide og personer med diabetes, BMI>65, extreme triglycerid-værdier eller i behandling for forhøjede kolesteroltal samt personer med utroværdig angivelse af kalorieindtag, blev 6113 voksne amerikanere interviewet om deres indtag af mad og drikke i det foregående døgn. I en regressionsmodel blev den statistiske sammenhæng mellem indtaget af tilsat sukker og henholdsvis HDL, LDL og triglycerid beregnet. Der blev korrigeret for mulig confounding fra følgende faktorer: BMI, livvidde og blodtryk, køn, alder og etnicitet, fysisk aktivitet, cigaretrygning, alkoholforbrug, vægtændring, forsøg på vægtændring samt forbrug af antihypertensiv medicin. Endelig blev der korrigeret for indtaget af fibre og andre kulhydrater end fibre og tilsat sukker samt for kostens indhold af mættede, mono- og polyumættede fedtsyrer og kolesterol. De gennemsnitlige lipidværdier blev angivet for 5 kategorier diæter: tilsat sukker bidrog til <5% af kostens energiindhold, 5-10%, 10-17,5%, 17,5-25% og >25%. For HDL viste resultaterne, at der ikke var forskel imellem de to første grupper, mens HDL-niveau faldt lineært og signifikant i kategorierne, hvor mere end 10% af kostens energi stammede fra tilsat sukker. HDL-niveauet i kategorien >25% var 19% lavere end i kategorien <5%. Der blev fundet en statistisk signifikant tendens til stigende triglycerid-niveau med stigende indtagelse af tilsat sukker. Der var dog ikke statistisk signifikant forskel på triglycerid-niveauet i de to kategorier med det laveste indtag af tilsat sukker. Der blev ikke fundet sammenhæng mellem sukkerindtaget og LDL-niveauet. Referentens kommentar: Dette studie er interessant, idet der sættes fokus på betydningen af det sukker, der ikke naturligt findes i kosten. ”Tilsat sukker” får vi fra slik, sodavand, kager, sukker i kaffen” og fra de utallige færdigprodukter, der ofte indgår som et supplement til kosten. I mange færdigprodukter tænker vi ikke over, at der er sukker, fordi vi ikke traditionelt forbinder disse fødevarer med ”noget sødt” – sukkeret er tilsat for at øge produktets desirability. Studiet bidrager til et opgør med myten om, at ”hvis jeg undgår det usunde fedt, er det ok at spise sukker – bare jeg husker at børste tænderne!”

Dato
2010-06-16
Forfatter
Welsh JA, Sharma A, Abramson JL et al
Kilde
JAMA 2010;303:1490-7
Evt. link til kildetekst
Referent
Hanne Nørgaard Heje
 
Søg efter nyhed