Nye tider – nye sider
Et årsskifte kan bruges til mange ting. Vi har på Månedsskriftet valgt at markere det første årsskifte i det nye århundrede med flere spændende tiltag på den elektroniske front.
For det første vil I bemærke vore nye hjemmesider på www.mpl.dk.
Der er tale om et redesign som firmaet MouseHouse har taget sig af.
Men ikke nok med det – siderne tilbyder også nye funktioner og en hurtig og god navigering.
Vi har bibeholdt indholdet med bl.a. Nyheder og Quiz, men fra dette første nummer i 2001 har vi et komplet tilbud til vore abonnenter:
Når du abonnerer på både Månedsskriftet og på MPL-cd, vil du kunne se en online-udgave af Månedsskriftet på nettet.
Cd’en, der kommer hvert halve år med de sidste 6 numre indlagt, fortsætter som hidtil.
Det nye bliver, at når Månedsskriftet udkommer, ligger det samtidig på nettet. Tidligere har det jo været sådan, at når du hjemme havde læst en rigtig god artikel om f.eks. subklinisk thyreoideasygdom (s. 91), og næste dag i klinikken ville genopfriske din viden, så krævede det, at du havde bladet med i tasken.
I fremtiden vil du kunne gå på Internettet fra klinikken, eller hvor du nu har netadgang, og lige genlæse artiklen.
Når det næste halve års opdaterede cd kommer, slettes MPL-online-artiklerne, for at give plads til det næste halve års Månedsskrift.
Med dette koncept tager Månedsskriftet virkelig hånd om din efteruddannelse og er med dig hele tiden.
God fornøjelse fra Månedsskriftet, nu også on-line.